Forsikring & Pension - IT-driftschef til F&P Brancheløsninger
Slået op d. 04-03-2026. Deaktiveret d. 26-03-2026.
Har du solid erfaring med IT-infrastruktur og operations, og kan du tage det strategiske ansvar for stabil, sikker og skalerbar IT-drift af nogle af forsikrings- og pensionsbranchens mest forretningskritiske løsninger? Så kan du være vores nye IT-driftschef.
Vi søger en IT-driftschef, der kan sætte retning for driftsområdet, sikre professionel leverance og videreudvikle driftsmodeller, processer og samarbejder – i tæt samspil med resten af IT, forretning og leverandører.
F&P er branche- og arbejdsgiverorganisation for landets forsikrings- og pensionsselskaber samt sekretariat for branchens garantifonde. F&P Brancheløsninger er et datterselskab til F&P, og du får i rollen 65 kolleger, der arbejder sammen om udvikling og drift af centrale løsninger til forsikrings- og pensionsbranchen.
Vores portefølje spænder fra forretningskritiske infrastrukturløsninger og integrationsplatforme til forbrugerværktøjer som PensionsInfo, Forsikringsguiden samt skadetakseringssystemet Autotaks.
Om rollen
Som IT-driftschef får du det samlede ansvar for al IT-drift i F&P Brancheløsninger – fra infrastruktur, netværk og klientmiljøer til Servicedesk og driften af vores branchekritiske applikationer og interne applikationer.
Vores driftssetup er i dag fuldt outsourcet til eksterne leverandører eller baseret på Azure cloud. Det betyder, at din rolle er at sikre stærk governance, tydelig ansvarsplacering og professionel styring af vores samlede driftsleverance. Du sætter retningen for driftsområdet, fastlægger krav og standarder og følger systematisk op på performance, sikkerhed og overholdelse af aftalte service levels.
Vores løsninger understøtter centrale funktioner i forsikrings- og pensionssektoren og håndterer betydelige mængder forretningskritiske data. Det stiller høje krav til robusthed, dokumentation, beredskab og sikkerhed – også når driften leveres af eksterne partnere.
Du skal sikre høj oppetid og stabil drift på tværs af hele miljøet – herunder effektiv overvågning, incidenthåndtering, change og problem management og sikre vores løsninger altid er opdateret.
Rollen rummer både et strategisk og et operationelt ansvar. Du skal kunne arbejde med governance, leverandørstyring og driftsmodeller – og samtidig have faglighed til at udføre opgaverne i samarbejde med dit team.
Du refererer til IT-direktøren og indgår i IT-ledelsen, hvor du samarbejder tæt med udvikling, sikkerhed, Contract Management og projektorganisationen om at sikre, at nye løsninger designes med driftsstabilitet og sikkerhed for øje – og overdrages struktureret til drift.
Dine opgaver vil bl.a. omfatte at:
- have det overordnede ansvar for drift af vores mange brancheløsninger og infrastruktur, herunder bidrage til løbende optimering og professionalisering af driftsområdet
- sikre høj oppetid, stabil performance og veldokumenterede driftsprocedurer
- sikre professionel overvågning og incidenthåndtering på tværs af vores mange kritiske applikationer
- etablere og vedligeholde processer for change- og release management i tæt samarbejde med udvikling og vores test- og release
- samarbejde med leverandører og følge op på SLA’er, driftsaftaler og sikre løbende tilsyn af alle vores leverandører
- sikre compliance, sikkerhed og beredskab i samarbejde med CISO, Koncernjura og den øvrige IT-ledelse, herunder sikre disaster recovery-planer og gennemførsel af tests
- sikre vores servicedesk udvikles og leverer høj kvalitet og service i supporten til hele organisationen i samarbejde med teamlederen
- driftsrapporterer til ledelsen, herunder de tilknyttede organisationer.
Vi forestiller os, at du:
- har en relevant uddannelse inden for IT eller tilsvarende erfaring
- har solid erfaring med IT-drift – gerne fra en organisation med forretningskritiske systemer
- er certificeret i IT service management, f.eks. ITIL 4 Foundation / ITIL 4 Managing Professional
- har erfaring med outsourcing
- har ledelseserfaring og trives med at udvikle medarbejdere og teams
- har erfaring med applikationsdrift, overvågning, incident management og change processer
- har erfaring med drift af cloud-miljøer
- arbejder struktureret og har fokus på kvalitet og stabilitet
- kan skabe overblik i komplekse systemlandskaber
- kommunikerer klart og samarbejder naturligt på tværs af organisationen
- har gode danskkundskaber – både skriftligt og mundtligt.
Hvad vi tilbyder
Du bliver en del af en ambitiøs organisation med spændende og udviklende opgaver. Vi prioriterer høj trivsel og en god balance mellem arbejde og fritid. I travle perioder forventer vi dog, at du er fleksibel og klar til at yde en ekstra indsats.
Vores kultur er præget af faglig sparring, en uformel omgangstone og hurtige beslutningsprocesser. Vi tilbyder gode muligheder for udvikling og uddannelse.
Løn forhandles ud fra erfaring og kvalifikationer. Hertil kommer en attraktiv arbejdsgiverbetalt pensionsordning, helbredsforsikring, ulykkesforsikring, tandforsikring, 7 ugers fri, en rigtig god kantineordning, fredagsbar og meget mere.
Sådan ansøger du
Hvis du er interesseret, så send gerne din ansøgning snarest, da vi besætter stillingen, når vi har fundet den rette kandidat – meget gerne til start 1. maj 2026
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte IT-direktør Peder Herbo efter 16. marts på tlf.nr. (Telefonnummer fjernet - kan ses på selskabets hjemmeside)eller phm@fogp.dk
Om os
I F&P arbejder vi hver dag for at skabe størst mulig værdi for vores medlemmer – så de kan skabe størst mulig værdi for deres kunder, danskerne. Det gør vi ved at udvikle og levere værktøjer og løsninger til vores medlemmer, rådgive om ansættelsesforhold og arbejde for en stærk og velfungerende forsikrings- og pensionssektor.
Hos F&P kommer du til at arbejde sammen med 200 kolleger i Tuborg Havn. Vi værner om høj faglighed, da den er afgørende for, at vi kan varetage branchens interesser.
Vi lægger vægt på godt samarbejde og et sundt arbejdsmiljø, hvor vi trives, udvikler os og løfter i flok.
Læs mere om F&P som arbejdsplads på www.fogp.dk.
Udvikling i jobbets daglige popularitet



